20.2.09

Der var engang et hus - et ungdomshus


Om få dage er det to år siden, at Ungdomshuset på Jagtvej 69 blev ryddet af Politiet. I de følgende dage var Nørrebro og andre centrale bydele i København præget af uroligheder i form af demonstrationer og bål i gaderne. Rydningen af Ungdomshuset og den efterfølgende nedrivning gav nogle af de kraftigste konfrontationer mellem Politiet og ungdomsgrupper siden 2.Verdenskrig.
Ungdomshuset på Jagtvej er nu historie. Når markante personligheder og symboler falder bort, bliver de hurtigt genstand for bøger o.a. Ungdomshus-historien blev i 2008 genstand for et teaterstykke på Holbæk Teater - som hed "69 - en rockteaterkoncert".

Nu er bogen om Ungdomshuset kommet. Titlen er "69" og er redigeret af Helle Hansen. Bogen er en historisk gennemgang af perioden 1982 til 2007, hvor Jagtvej 69 var Ungdomshus. Bogen er navnlig en beskrivelse af de mange markante koncerter, som huset har gungret af.

Historien om Ungdomshuset er præget af den lange kamp for at bevare huset som ungdommens hus, efter at Københavns Kommune i 1999 vedtog at sælge huset. Køberen af huset var som bekendt Faderhuset, som også ejede huset i 2007, da huset under tæt politi beskyttelse blev nedrevet.

"69" er et dokumentarium af tre årtiers ungdomskultur. Bogen vil være oplagt til opgaveskrivning om ungdomskultur, hvordan alternative ungdomsgrupperinger bliver behandlet af det officielle Danmark.

Ingen kommentarer: